Pressemeddelelse -
Direktør ikke helt tilfreds trods endnu en indtjeningsrekord
EET Koncernens netop offentliggjorte årsregnskab for 2013 viser indtjeningsrekord på driftsresultatet og fremgang i såvel omsætning som driftsindtjening (EBITA). Koncernen har trods vanskelige markedsforhold på området for IT- og forbrugerelektronik nu for 12. år i træk forbedret resultatet, og i 2013 leveret sit bedste resultat i koncernens 27-årige historie. Alligevel er direktøren ikke helt tilfreds.
EET Koncernen er Europas største distributør inden for videoovervågning, reservedele og tilbehør til computere, printere, tablets og mobiltelefoner. Virksomheden, der har hovedsæde i Birkerød og logistikcenter i Ballerup, opererer via 31 salgskontorer i 26 lande, beskæftiger knap 500 medarbejdere og betjener mere end 40.000 kunder.
Kerneforretningen er koncentreret om fire primære forretningsområder:
• Reservedele og tilbehør til computere, printere, tablets og mobiltelefoner
• Home Entertainment og Lifestyle Electronics
• Overvågning og sikringsløsninger
• PoS & Auto ID
Virksomheden forhandler en lang række førende mærker inden for disse kerneområder, og i alt er 500 forskellige varemærker og mere end 600.000 varenumre repræsenteret i EET Koncernens sortiment.
EET Group 2013:
Nettoomsætning: | DKK 1.573 mio. (2012: DKK 1.427 mio.) |
Primært resultat / EBITA: | DKK 109 mio. (2012: DKK 108 mio.) |
Egenkapital: | DKK 313 mio. (2012: DKK 297 mio.) |
Resultatet taler for sig selv
Med en nettoomsætning på knap DKK 1,6 mia. og et primært resultat fra driften (EBITA) på DKK 109 mio. har EET Group igen i 2013 præsteret vækst i både omsætning og indtjening.
Omsætningsstigningen er opnået dels via opkøb og dels via organisk vækst i et marked, der har været særdeles vanskeligt for de kerneområder, som dækker IT-produkter og forbrugerelektronik.
Group CEO John Thomas siger om årets resultat; ”Resultatet taler for så vidt for sig selv. EET har nu for 12. år i træk forbedret driftsindtjeningen, og med de nuværende markedsvilkår må det betragtes som tilfredsstillende. Men når det er sagt, så må jeg indrømme, at jeg havde håbet på et højere indtjeningsniveau end de DKK 109 millioner. Jeg mener, at vi i de senere år har udviklet vores produktportefølje betragteligt, og samtidig har vi investeret meget i at udvikle nye forretningsområder og koncepter, men afkastet herfra er altså endnu ikke på det niveau, jeg ønsker. Derfor betragter jeg regnskabet som godkendt på et acceptabelt niveau – men vi skal forbedre os endnu mere.”
Opkøb i 2013
EET Group købte i marts 2013 aktiviteterne "Digital TV" og "Living" af den danske virksomhed Kjaerulff 1, for at styrke sin produktportefølje inden for Home Entertainment og Lifestyle Electronics, som er ét af koncernens fire kerneforretningsområder. I september 2013 overtog EET Koncernen aktiviteterne fra den østrigske kabeldistributør Kaminek, og i december 2013 erhvervedes aktiemajoriteten i Clint ApS, som er en dansk producent af digitale A/V-produkter.
At vinde i et vanskeligt marked
”Når vi lykkes godt i markedet, skyldes det flere ting” siger Group COO Claus Ring.”Vores hovedfokus er at skabe værdi for kunderne, og det gør vi bl.a. ved at sikre dem branchens bedste ”one-stop-shop” koncept med formentlig Europas bedste varetilgængelighed inden for vores kerneforretningsområder. Derudover har vi konstant fokus på at optimere vores processer til gavn for kunderne, f.eks. via elektronisk samhandel, en række unikke salgsværktøjer og ikke mindst med vores yderst kompetente medarbejdere, der sikrer, at kunderne altid får en god oplevelse, når de handler hos EET. Det lyder let, men det kræver fokus hver eneste dag."
EET Koncernen har de senere år gennemført et årligt internationalt trainee-forløb, hvor unge aspiranter fra hele Europa tilbydes en uddannelse internt i koncernen, hvor de oplæres og trænes målrettet inden for de områder, som koncernen beskæftiger sig med. Trainee-programmet skal sikre, at koncernen på trods af kraftig vækst, konstant har en organisation, der besidder markedets bedste kompetencer og derved kan betjene kunderne bedst muligt.
Analyser viser, at EET Koncernen de senere år har ligget i top blandt virksomheder i branchen, når det gælder om at skabe flest arbejdspladser.
I 2013 har EET Koncernen foretaget yderligere green-field etableringer i en række østeuropæiske lande, blandt andet i de baltiske lande samt i Ungarn og Rumænien. Koncernen dækker således i dag 31 lande i EMEA (Europe, Middel East & Africa). Baggrunden for etablering af lokale salgskontorer skal ses i sammenhæng med producenternes ønske om et lokal forankret distributions set-up. Populært sagt skal distributører helst være globale, men agere som lokale. Evnen til at kunne dette, var en af de væsentlige årsager til, at blandt andet Sony valgte EET Koncernen som deres europæiske parts-distributør i 2013.
Masser af vækstpotentiale
Og det er ikke CEO John Thomas´s plan, at geare ned, hverken for tempoet, ambitionerne eller forventningerne til dette års resultat. ”Vi har stadig masser af områder, hvor vi kan vækste forretningen. De senere år har vi f.eks. introduceret en række nye forretningsområder, hvor vi stadig kun har opnået en begrænset markedsandel, og derfor ser et betydeligt vækstpotentiale. Specielt på forretningsområder som ”Surveillance & Security” og "PoS & Auto ID” har vi ret ambitiøse forventninger til at skulle vækste. Begge disse forretningsområder har allerede udvist en fantastisk udvikling i 2013, og jeg er helt overbevist om, at det vil fortsætte.”
Direkte adspurgt om der forventes yderligere akkvisitioner svarer CEO John Thomas; ”Vi har gennemført mere end 20 akkvisitioner i min tid som direktør, den seneste i januar måned 2014, hvor vi investerede i den engelske distributør EAF Supply Chain med 80 ansatte. Vores mål er at gennemføre 2-3 opkøb om året, tilsvarende det vi gjorde i 2013. Det vigtigste er dog, at vi til enhver tid evner at skabe en organisk vækst, der overstiger den generelle vækst i markedet – så vi skal tage markedsandele hver eneste dag."
Slutteligt svarer CEO John Thomas på spørgsmålet om, hvor grænsen for vækst ligger: ”For to år siden proklamerede vi, at vi inden for et par år skulle nå et omsætningsniveau på DKK 1,5 mia., det har vi nu mere end opfyldt. Næste mål er at runde en omsætning på DKK 2 mia., der dog blot skal ses, som en mellemstation på vej mod de DKK 3 mia. For der er stadig et stort uforløst potentiale i både markedet og vores virksomhed. Så et præcist svar på spørgsmålet, kan jeg ikke give.”
Related links
Emner
Kategorier
Om EET Europarts
Virksomheden forhandler en lang række førende mærker og produkter. Mere end 600.000 varenumre fordelt på mere end 500 forskellige varemærker er repræsenteret i sortimentet, herunder: HP, Lexmark, IBM, Canon, Epson, Acer, Lenovo, Axis, Synology, IQeye, Samsung, Ernitec, Sony, Milestone, Sling Media, B&O PLAY, MicroBattery, MicroMemory, MicroLamp, MicroStorage, MicroConnect, MicroScreen, Hitachi, Western Digital, estuff, Sandberg, Garmin, Jawbone, Kensington, Libratone, Loewe og mange andre.
EET Europarts er en del af EET Group, grundlagt i 1986, i dag repræsenteret med 31 salgskontorer i 26 lande fordelt over Europa og Afrika. Koncernen beskæftiger knap 500 ansatte, servicerer mere end 40.000 forhandlere og ekspederer mere end 750.000 leverancer om året. EET Group har hovedsæde i Birkerød og logistikcenter i Ballerup.